Rejser til Asien
Asien er mødet med en fantastisk kultur og et mekka af sanselige oplevelser. Overalt hvor man rejser i Østens farverige og smukke lande, møder man en befolkning fuld af varme og gæstfrihed.
Man kan stå på toppen af verden i Nepal, eller man kan dykke ned på havets bund i Indonesien, og se en helt ny verden fuld af farverige fisk, skildpadder og smukke koraller.
Vietnam, Cambodja, Sri Lanka, Maldiverne, Bali, Gili & Penida
Paradis på jord
Asien er kendt for de smukke bounty strande, som er nogle af de smukkeste i verdenen. Når man står på de kridhvide sandstrande og kigger ud over det azurblå hav, opdager man, at paradis på jord eksisterer. Man kan finde alt fra små uspolerede strande, hvor der knap har gået andre, til de mere turistprægede som f.eks. Phukets strande i Thailand. Fra gaderne dufter der himmelsk af det asiatiske køkken, som byder på kulinariske oplevelser i særklasse. Forårsruller, papadums, nudler og curries er bare nogle af de lokale specialiteter, man kan smage rundt omkring på de hyggelige restauranter eller ved de mange gadekøkkener. Det asiatiske køkken er kendt for stærkt, krydret mad, så det kan være en fordel at fortælle tjeneren, at maden skal være knap så spicy. Er man til krydret mad, skal man selvfølgelig bare springe ud i det. Hvis man er modig, er der også mulighed for at prøve alt fra stegte edderkopper til indbagte kakerlakker.
Storslået natur og kultur
Asien er et oplagt sted at tage dykkercertifikat, da der findes nogle af verdens smukkeste dykkerområder, og så er det ovenikøbet billigt. På Maldiverne sejler man på det turkisblå hav, hvor små uberørte øer ligger som perler på en snor. Maldiverne er kendt for luksuriøse resorts, hvide sandstrande, palmer og klart vand. Men den lille østat er meget mere end det. Hvis man besøger de lokale øer, møder man en enestående kultur, hvor befolkningen hovedsagligt er muslimer. Asien er hjemsted for religioner i alle afskygninger. De store, flotte templer er et must-see, når man rejser rundt i østens mystik. Dyk ned i gamle historier og traditioner og se de flotte helligdomme, der gemmer sig i de antikke templer. I Cambodja finder man det storslåede tempel Angkor Wat, som blev færdigbygget i begyndelsen af det 20. århundrede. Tager man afsted før solen står op, kan man se den smukke solopgang rejse sig over det enorme bygningsværk. Længere mod nord ligger Vietnam, som gemmer på en uhyggelig men spændende historie. Mærk Vietnamkrigen på egen krop, mens man kravler gennem de klaustrofobiske, underjordiske Cu Chi tunneler.
Fascinerende dyreliv
Elsker man dyr, så er Asien et fantastisk kontinent at besøge. Elefanter, tigre, skildpadder, næsehorn og aber er bare nogle af de dyr, man kan møde på sin vej. På Sri Lanka kan man komme helt tæt på de asiatiske elefanter. I Sumatras vilde jungle går man rundt i smuk natur omgivet af alverdens eksotiske dyr. Fra træernes top svinger orangutangerne sig rundt mellem hinanden uden påvirkning fra mennesket.
Mærk pulsen fra storbyerne
Fra den uberørte jungle til storbyernes puls er der en verden til forskel. Store skyskrabere stryger op i gadebilledet i Thailands hovedstad Bangkok, hvor taxier og tuk tuks kører om kap med hinanden for at fragte de mange turister til byens seværdigheder.
De hektiske storbyer kan være noget af en mundfuld, hvis man kommer fra en stille paradisø, men det er en oplevelse værd. Så snart man bliver ramt af lydene, lugtene og indtrykkene i disse spraglede og vibrerende byers travle gader, ved man, at man er kommet til "en helt anden verden". Samtidig kan man på forunderlig vis genkende mange af byens facetter fra de vestlige storbyer.
Et mekka af oplevelser
Asien er kendt for at udfordre, begejstre og overvælde. Er man til spænding og kan lide at udfordre sig selv, er der nok at give sig til i Østens vilde lande. Ens puls vil stige fra 0 til 100, når man springer ud fra 50 meters højde kun fastspændt af et stykke elastik om benene. Har man trang til flere adrenalinsus, kan man også kaste sig ud af en flyvemaskine i 5 kilometers højde. Skydive, riverraftning, zipline, bungy-jump, dykning eller surfing er bare nogle af de udfordringer man kan give sig i kast med. På Bali er bølgerne perfekte til at tage surfboardet under armen og ride på bølgerne. Hvis man vil se verdenen fra oven, kan man på Sri Lanka stige til vejrs i en luftballon, der stille glider gennem luften ud over de smukke rismarker og teplantager. Asien er et sandt mekka for unge backpackere. Det vil føles som himmel på jord, når man sammen med andre unge mennesker rejser gennem de fascinerende og betagende lande. Et hav at oplevelser venter på at blive gennemlevet på verdens mest spændende kontinent, Asien. Læs mere om Backpacking i Asien.