I ankommer til San José, der er Costa Ricas pulserende hovedstad. Costa Rica betyder ”rig kyst”, hvilket matcher landet, der både har en mere stabil økonomi og bedre infrastruktur end de fleste øvrige lande i den mellemamerikanske region. Costa Rica er ligeledes rig på natur og er især kendt for sit rige dyre- og planteliv, vulkaner og nationalparker. Fra San José rejser kører I mod Pavona og sejler hefra med båd til byen Tortuguero.
Her kan I nyde byen, stranden og sump-regnskoven, hvor I blandt andet kan opleve et hav af skildpadder, krokodiller, fugle og ikke mindst dovendyr, som kan spottes overalt i Costa Rica. Naturoplevelser får I flere af i La Fortuna, der ligger for foden af den berømte Arenal-vulkan. La Fortuna er en lille, charmerende by omgivet af smuk natur. Her er der tid til at besøge vandfaldet, hike i den nærtliggende naturpark, svømme i søerne og bade i varme kilder.