I lander i Kilimanjaro Lufthavn med udsigt til bjerget, som skal udfordre jer den næste uges tid. Inden opstigningen skal I have en grundig briefing af jeres guider. I får samtidig tjekket alt jeres udstyr og har mulighed for at leje det, I mangler. Efter en god nats søvn bliver I hentet i Moshi af jeres guider, som kører jer til foden af bjerget. Stemningen er intens, og man kan tydeligt mærke spændingen i luften.
I skal trekke den populære Machame-rute, som tager jer gennem regnskov, golde landskaber og sneklædte tinder. Vegetationen og landskabet ændrer sig dag for dag, og man bliver aldrig træt af de mange smukke udsigter. Undervejs holder guiderne humøret højt! De tager det tunge slæb og sørger for, I har det godt, så I kan koncentrere jer om at nå toppen. I trekker mellem 5-8 timer om dagen og har en del stops undervejs, så I kan få fyldt mad- og vanddepoterne op. Efter en hel dags trekking når I campen, hvor de mange portere har slået jeres telte op og står klar med snacks og aftensmad. Inden soveposen kalder, bliver der hygget i fællesteltet med kaffe og kakao.
Skridt for skridt nærmer I jer toppen. Turen op er hård. Både pga. stigningen, men også pga. den tynde luft der er, når man kommer op i højderne. Kilimanjaro er et af de få bjerge i 6 kilometers højde, som man kan bestige uden at være bjergbestiger, men det kræver stadig udholdenhed, god fysik og en masse vilje.
Målet er Uhuru Peak, som ligger i 5.895 meters højde, og betyder frihedens tinde på Swahili. Frihed beskriver meget godt den følelse, man får, når man står på toppen og kigger ud over det helt urealistisk smukke landskab. Med armene over hovedet og glæden strømmende igennem kroppen, kan I få taget det ikoniske billede ved skiltet på Uhuru Peak, inden turen atter går nedad.
Nedstigningen tager halvanden dag. I får sagt farvel til jeres guider, portere og synger den sidste ”Kilimanjaro-sang”, før I vender tilbage til Moshi, hvor der venter et velfortjent brusebad og en god seng at sove i.