Kilimanjaro
Stå med begge ben plantet i den kridhvide sne på toppen af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro. Mærk suset i hele kroppen, når du betragter den vidunderlige udsigt ud over bjerget, skyerne og Afrikas savanne. Selvom vejen til toppen er lang og hård, er det det hele værd, når du kan løfte armene i vejret og råbe ”I DID IT”. Udsigten taler for sig selv, og du glemmer hurtigt alt om vabler og ømme fødder. Allerede ved indflyvningen til Tanzania, kan man fra flyet nyde synet af det næsten 6 kilometer høje bjerg, der tårner sig op i landskabet. Det tager ca. 1 uge at bestige Kilimanjaro, og via Machame-ruten bevæger I jer dag for dag højere og højere op ad bjerget, mens I vil opleve storslået og meget forskelligartet natur.
Typisk trekker man mellem 5-8 timer om dagen, og det er hårdt pga. stigningen og den tyndere luft, når man kommer op i højden. Kilimanjaro rejser sig 5895 meter op over den afrikanske savanne og fremstår majestætisk i det ellers flade landskab. Det unikke ved at bestige Kilimanjaro er, at det er verdens højeste fritstående bjerg. Målet er Uhuru Peak, der på Swahili betyder frihedens tinde. Og det er i sandhed den følelse, I vil få på toppen efter en uges ekstremt hårdt fysisk arbejde. Det er uden tvivl alle anstrengelserne værd, når I sammen kan stå øverst på hele det afrikanske kontinent og nyde det uovertrufne syn! Snup et billede ved det ikoniske skilt på toppen og begynd derefter nedstigningen til civilisationen og et velfortjent bad. Drømmer du om at bestige Kilimanjaro og ønsker at vide mere om rejsen til toppen af Afrika, så læs med her.