Jeepsafari
Tag på tur med en jeep og se nogle af verdens smukkeste dyr, mens du suser over tørre ørkener eller gennem sumpede områder. Der kan sidde omkring 4-10 personer i en jeep alt efter størrelsen på køretøjet. Sammen med dine nye venner fra rejsegruppen oplever I den vilde natur og de mange fascinerende dyr. En jeep er bygget til at kunne klare alt slags terræn. Lad den hvide bluse ligge hjemme i tasken og træk i noget tøj, der gerne må blive beskidt.
Det er med at holde fast, når jeepen sætter farten op for at kunne køre igennem mudder eller små lavvandede søer. Det er en fed oplevelse at sidde på ladet af køretøjet, mens vandet står op til alle sider. Der er garanti for grin, latter og skrig, når chaufføren giver den gas bag rattet. Visse steder føler man, at køretøjet vender helt vandret, hvilket kan være en nervepirrende oplevelse, som får adrenalinen til at pumpe. Chaufførerne ved, hvad de laver og har prøvet turene hundredvis af gange.
Afrikas vilde savanne
På jeepsafari i Afrika oplever I savannens vilde dyr på Serengeti sletten og i Ngorongoro krateret i Tanzania. Serengeti sletten er den mest kendte nationalpark i Afrika og ligger i det nordlige Tanzania. Herfra starter millioner af dyr hvert år deres vandring nordpå til Kenyas Masai Mara, hvor man også kan komme på jeepsafari. I vil opleve de fantastiske dyr i deres vante omgivelser og komme så tæt på, at I kan høre dyrene gumle og gnaske.
Fra jeepen spejder I ud over de store områder og gør stop, når I møder nogle af de smukke dyr. Løver, geparder, giraffer, næsehorn og antiloper er bare nogle af de dyr, man kan møde på en jeepsafari gennem Afrikas tørre savanne. En tur i firhjulstrukket jeep er den ideelle måde at opleve den storslåede, afrikanske natur og giver garanti for en uforglemmelig rejse.
En elefant kom marcherende
På Sri Lanka tager I på safari i Uda Walawe nationalparken. Her kommer man helt tæt på de mange vilde elefanter, ser krokodiller, påfugle, vandbøfler, forskellige slags aber og en masse flotte fugle. Hvis man er rigtig heldig, er der også mulighed for at spotte en vild leopard, der sniger sig gennem parkens store landskaber. De store asiatiske elefanter er et must-see, når man tager på safari på Sri Lanka. Det er en kæmpe oplevelse at se det store dyr komme marcherende med sin familie i samlet flok. Den asiatiske elefant vejer op mod 5 ton og kendes på, at den har væsentlig mindre ører end den afrikanske elefant.
Mudder fra top til tå
Elsker du, når adrenalinen pumper, og det kilder i maven? Så vil en off-road jeeptur gennem junglen være lige noget for dig. Her suser man gennem mudder og kører sidelæns langs små klippeskråninger. Der er garanti for beskidt tøj og mudder op til begge ører, når turen er ovre. Det er en fantastisk sjov oplevelse, der er et sikkert hit, for folk der elsker at grine og ikke er bange for mudder. Terrænet udfordrer over alt, hvor jeepen kører, og man skal være klar på, at den pludselig kan sidde fast i et vandhul eller mellem træer og buske. Jeepen er et fantastisk køretøj, der giver mulighed for at opleve naturen på en anderledes og spændende måde.