Grupperejsen begynder på Sri Lanka, hvor jeres lokale guide byder jer velkommen med blomsterkranse og et varmt smil – og eventyret kan for alvor begynde. I kører mod Dambulla, hvor I tager på jeep-safari i Minneriya Nationalpark og oplever vilde elefanter på tæt hold – et af rejsens første store højdepunkter. I bestiger den legendariske Sigiriya Rock Fortress med sine 1.202 trin og bliver belønnet med en storslået udsigt over landskabet. Dagen afrundes med solnedgang fra Pidurangala Rock, med udsigt til jungle og Sigiriya. Herefter venter en cykeltur gennem små landsbyer, rismarker og palmer, hvor I mærker det lokale liv og smager et traditionelt srilankansk måltid serveret på palmeblade.
Turen fortsætter til Kandy, hvor I besøger en lokal skole, shopper souvenirs og oplever det hellige Temple of the Tooth samt et farverigt danseshow. Derefter går turen mod Kithulgala, hvor I besøger en tefabrik og lærer om den traditionelle kunst at fremstille te. For de eventyrlystne er der mulighed for at bestige det hellige Adams Peak ved midnat. Dagen efter står den på teplukning i de grønne bakker, hvor I iført farverige klæder som de lokale tedamer prøver kræfter med at plukke teblade. I deltager i et srilankansk madlavningskursus og kan afslutte dagen med afslapning ved poolen – eller kaste jer ud i canyoning og riverrafting for et ekstra skud adrenalin. Sri Lankas højland er dækket af bølgende teplantager, og her mærker I, hvorfor landet er kendt som et af verdens mest ikoniske teområder.